Åbyhøj Kirke

Det fortaber sig i det uvisse, hvornår tanken opstod om at opføre en kirke i den nye bydel, Aabyhøj. Men vi ved, at gårdejer Rasmus Høgh på Staahøjgaard i 1922 skænkede en grund ved Haslevej til en ny kirke med den klausul, at den skulle være færdiggjort i løbet af højst ti år. Menighedsrådet modtog tilbudet 19. august "...med stor Tak..." og besluttede at foretage en indsamling til kirkesagen i Aabyhøj hver påskedag.

Imidlertid var det tiltrængt at udvide kirkegården ved nuværende Gammel Åby Kirke. I 1924 købte Menighedsrådet derfor et areal ved Silkeborgvej, som tilhørte den nærliggende "Gammelgaard", og året efter begyndte man at anlægge en helt ny kirkegård på jordstykket, hvor man også afsatte plads til den kommende kirke. Senere skænkede gårdejer Høghs søn, Niels Høgh, værdien af den oprindeligt tilbudte grund, nu Haslevej 71, til kirkebyggeriet.

Den økonomiske baggrund

Med pastor H.O. Hansen som den ledende kraft begyndte man i 1931 at forberede byggearbejdet og forstærke den økonomiske baggrund ved hjælp af basarer, bortlodninger og indsamlinger. I 1937 var man nået så langt, at man rådede over en kapital på 21.000 kr. foruden grunden, hvorpå kirken skulle opføres.

Samme år nedsatte menighedsrådet "Komiteen for den ny Kirke i Aabyhøj". Den kom til at bestå af pastor Hansen, fabrikant Reinh. Petersen, overportør J.P. Jensen, bogholder S. J. Sørensen, fabrikant Ejnar Andersen, sognerådsformand O. I. Offersen og kommuneingeniør M. P. Petersen, hvoraf sidstnævnte senere fik overdraget det daglige tilsyn med byggeriet.

De samlede udgifter til kirkens opførelse var oprindeligt kalkuleret til 300.000 kr., men materialemanglen i krigsårene og de store prisstigninger forhøjede udgifterne til i alt 465.000 kr. Stat og kommune bidrog med 250.000 kr., mens de resterende 215.000 kr. stammede fra sognebørn og andre private bidragsydere.

Umiddelbart før kirken blev indviet, manglede man endnu 15.000 kr., før kirken var gældfri, men beløbet blev så skænket af en lokal forretningsdrivende, som ønskede at være anonym.

Kirken bygges

Tegningen og projekteringen blev overdraget arkitekt H. Lønborg-Jensen, København. På grundlag af to skitser med henholdsvis tårn og tagrytter valgte menighedsrådet den nuværende bygning med tagrytter og indre orientering nord-syd med koret mod nord og hovedindgangen mod syd. Som normalt hos Lønborg-Jensen er stilformen blandet, og kirken er i sin opbygning i slægt med kirken i Løgumkloster og har derudover 400 siddepladser. I forbindelse med kirken indrettede man præsteværelse, dåbsværelse og ligkapel, og i krypten fandt man plads til to lokaler til møder og konfirmandundervisning.

300 mennesker overværede grundstensnedlæggelsen, som biskop Skat Hoffmeyer, sognepræst H.O. Hansen og sognerådsformand O.I. Offersen foretog 6. juli 1942. I det indmurede grundstensdokument hedder det:

"Aar 1942. Mandag den 6. Juli i Kong Kristian den Tiendes 31. Regeringsaar, medens V. Fibiger var Kirkeminister, V. Hvidt Stiftamtmand over Aarhus Stift, H. O. Hansen Sognepræst og Formand for Menighedsraadet og O. I. Offersen Formand for Aaby Sogneraad; medens Størstedelen af Verden var i Krig og Danmark besat af tyske Tropper, lagdes Grundstenen til denne Kirke med Navn Aabyhøj Kirke."

Hovedparten af arbejdet med kirkens opførelse blev lagt i hænderne på lokale håndværkere. Murermester Hilmer Strandgaard stod således for murerarbejdet, mens tømrer- og snedkerarbejdet blev betroet firmaet A. C. Andersen. Kun mere specielle opgaver blev overladt til udenbys virksomheder, såsom de blyindfattede ruder, lampetter og lysekroner samt kirkens udsmykning med dekorationer og skrift- og farvesammensætning. Prædikestolen er fremstillet og skænket af møbelfabrikken Sirius i Åbyhøj.

Forsyningsvanskelighederne under krigen medførte, at det var umuligt at skaffe malm til kirkeklokker. Menighedsrådet foretog da en metalindsamling, der på grund af den tyske besættelse foregik i hemmelighed. Alligevel blev resultatet fornemt, idet der blev indsamlet messing, kobber, tin, bly og lidt sølv. Det hele blev gemt under gulvet i præstegården på Åbyvej, hvorfra det forsvandt. Efter krigen blev det efterlyst adskillige gange, indtil Åbyhøj Ugeavis på foranledning af en læser 28. marts 1972 kunne oplyse, at da Åbyhøj kirke inden besættelsens ophør var blevet forsynet med klokker, havde man senere foræret metallerne til Aarhus Rådhus.

Kirkens to klokker var af støbejern, fremstillet og foræret af Frichs Fabrikker. På den største af dem ser man indskriften: "Jeg ringer ind over hvert et angst og betynget Sind Guds Naade og Fred."

Det var besværligt at anskaffe materialer i krigsårene. Herom vidner ansøgninger til Statens Byggenævn om tildelinger af fx cement, søm eller jern. Og der skulle flere skriverier til for at få bevilget ekstra jern til en drager under orgelpulpituret, som kom til at veje 847 kg og ikke 600 kg som først anmodet!

Indvielsen

I oktober 1942 kunne man holde rejsegilde, og i september året efter faldt de sidste stilladser omkring spiret. I det ydre nærmede kirken sig sin fuldførelse med grovpudsede, hvidkalkede mure lysende ud over sognet. Men i det indre var der endnu langt igen. Over to år skulle forløbe, før kirken endelig kunne tages i brug.

Om morgenen 5. maj 1945 lod klokkerne sine toner lyde ud over sognet for første gang, da de ringede befrielsen ind over Danmark. Samme år 24. november mellem kl. 17 og 18 lød klokkerne på ny, og dagen efter blev Aabyhøj Kirke indviet ved en festgudstjeneste, der fyldte kirkerummet til sidste plads.

Desværre nåede pastor H.O. Hansen ikke at opleve den længe ventede festdag, idet han 13. januar 1945 pludseligt døde på grund af hjertelammelse. Umiddelbart før gudstjenesten samlede en lille skare sig ved pastor Hansens grav for at mindes hans store indsats for at få den ny kirke bygget og for at nedlægge signerede kranse fra menighedsrådet og byggekomiteen.

Klokken 10 holdt en procession med biskop Skat Hoffmeyer og stiftamtmand Hvidt i spidsen sit indtog i kirken, og festgudstjenesten blev indledt med et smukt præludium, spillet af organisten Tage Kirkegaard, hvorpå et udvidet kirkekor sang under ledelse af lærer Petterson. Biskop Skat Hoffmeyer indviede kirken i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn og lyste velsignelsen over døbefont, alter og prædikestol. Herefter overgav han kirken til menigheden og dens præster. Senere prædikede pastor Thun over dagens tekst fra Matthæus kapitel 11, versene 25-30.

Om eftermiddagen var der både bryllup og barnedåb i den ny kirke, og om aftenen var alle pladser atter besat, da pastor Torp prædikede og holdt altergang.

Kirkens ydre

De blyindfattede ruder sidder i rundbuede vinduer, og i 1993-94 blev korvinduerne over alteret forsynet med mosaikruder i blysprosser, tegnet af maleren Mogens Jørgensen, København. De tre høje, smalle vinduer inspirerede kunstneren til at skabe et ornamentalt motiv, der kunne forbinde dem, så de opleves som een stor, sammenhængende mosaik.

At de nordvendte vinduer aldrig møder solens direkte stråler, gjorde det nærliggende for Mogens Jørgensen at lade glassenes farveskala gå i nuancer af gult og orange med mange mellemtoner.

Derved giver de kirken et varmt lys, som understreges ved solfaldstide, når farverne gløder, og rummet fyldes af et gyldent skær.

Den udvendige hoveddør er som de øvrige udvendige døre fremstillet af egetræ og forsynet med dørhamre og smedet lås med nøgle. Over samme hoveddør blev kirken i 1987 forsynet med et smukt, guldlysende ur.

Placeringen af den hvidkalkede kirke med de høje, kamtakkede gavle på ådalens nordlige skråning giver en fornem fjernvirkning, som især er tydelig, når den betragtes fra nord eller syd. Kirken danner en markant farvekontrast til områdets ellers dominerende mørkere, røde tage og de omliggende havers træer, og den er tilstrækkelig høj til, at det mørke spir på klokketårnet bryder horisonten og markerer sig i byens silhuet.

Årelange problemer med rytterspiret

Da kirken blev opført, var det tanken, at det renæssanceprægede spir skulle dækkes med kobber eller eventuelt bly. Men leveringsvanskeligheder på grund af krigen bevirkede, at man måtte nøjes med at beklæde det med grønt asfaltpap.

I årenes løb blev rådangrebene på træværket så kraftige, at man gang på gang måtte skride til reparationer. I foråret 1959 konstaterede et provstesyn, at kirkens tagrytter trods gentagne udbedringer stadig var gennemtrængt af fugt. Det blev derfor henstillet til menighedsrådet, at man enten udskiftede træværket med et nyt og mere holdbart materiale, eller at man fjernede tagrytteren og byggede en klokkestabel ved siden af kirken.

Noget afgørende skete imidlertid ikke, og man fortsatte med nødtørftige reparationer. Et provstesyn i maj 1971 opfordrede rådet til endnu en gang at overveje muligheden for at erstatte tagrytteren med en fritstående klokkestabel, og på et møde den 30. august samme år vedtog et enigt menighedsråd et skitseforslag til en klokkestabel, tegnet af kirkens arkitekt, Poul Andersen.

Beslutningen førte til en storm af protester, og i Aabyhøj Ugeavis 9. september udtrykte bladets redaktion sin uforbeholdne mening imod den påtænkte ændring af kirkens udseende. Ugen efter kunne man læse nok en redaktionel protest, der var ledsaget af billeder af kirken med og uden tårn. En strøm af læserbreve fulgte i månederne efter, og folk imellem gik snakken livligt. Det var tydeligt, at langt de fleste af sognets borgere var imod ændringerne.

På menighedsrådets vegne forsvarede formanden, Preben Karsten, den trufne afgørelse i et indlæg, der blev bragt i Ugeavisen 16. december og i Aarhus Stiftstidende 23. december. I redegørelsen hedder det: "Det må bl.a. fremføres, at der er et meget uharmonisk forhold imellem selve kirkebygningen og den alt for store tagrytter. Ved fjernelse af tagrytteren vil kirkebygningens karakteristiske arkitektur i langt højere grad blive fremhævet, og netop dette synspunkt er fra flere sider fremhævet overfor menighedsrådet."

Ud over det æstetiske peger Preben Karsten også på den økonomiske side af sagen, idet man stod over for store, udgiftskrævende opgaver. Heriblandt nævner han restaurering af kirken i Gl. Åby, opførelsen af en nødvendig materielgård i tilknytning til kirkegården i Åbyhøj og et stigende behov for velegnede menigheds- og konfirmandlokaler.

Preben Karsten fortsætter: "De nævnte store opgaver er efter rådets skøn af langt større betydning for sognet end at bekoste de mange penge - ca. 350.000 kr., som det efter de nyeste beregninger vil koste at hovedreparere og kobberdække tagrytteren."

Konklusionen var altså klar: Projektet med den påtænkte klokkestabel ville blive indsendt til principiel godkendelse hos provstiudvalget.

Om de mange protester eller andet har gjort udslaget, står hen i det uvisse. I hvert fald henstiller stiftsøvrigheden i maj 1972 til menighedsrådet, at man udskifter tagrytteren med en ny i forenklet udgave, og i slutningen af juni følger rådet henstillingen. Den ny beslutning var dog ikke énstemmig, så mens 13 stemte for, var tre fortsat imod.

I løbet af sommeren og efteråret 1973 blev det gamle spir taget ned og erstattet med et nyt og slankere. Tage Bach Schmidts Tømrer- og Snedkerfirma stod for afmonteringen af det gamle og opsætningen af det ny spir, som blev beklædt med kobber. Det ny er udført med spær af lamineret, trykimprægneret fyrretræ, og spærene er i ét stykke fra søjlefod til top, mens klokkestolen er udført som en varmforzinket pyramidekonstruktion i stålrør. Mens det gamle spir havde to etager, består det ny spir i samme højde kun af en enkelt, som øverst oppe krones af den gamle vindfløj.

I forbindelse med ombygningen blev de oprindelige støbejernsklokker udskiftet med to bronzeklokker af samme størrelse som de gamle, støbt af det hollandske firma Ejsbouts. Den største af de gamle klokker ser man nu ved korets nordøstside, mens den mindste blev foræret til FDF's Landsforbund. Den befinder sig i dag på førertræningscentret "Sletten" nær Julsø.

De nye klokker, stemt i b og cis, fungerer begge automatisk, som de gamle havde gjort i en del år, og det samme er tilfældet med den store klokkes bedeslag. Hele ombygningsarbejdet kom til at koste godt 600.000 kr, altså en del mere end oprindelig budgetteret og mere end det kostede at bygge kirken i 1940'rne.

Kirkens indre

Gulvet er belagt med munkesten, og alteret er muret af frådsten, som er hentet i Jelling. Både hovedskib og kor afsluttes foroven af gotiske krydshvælvinger, mens de to sideskibe har lavt bjælkeloft. Alteret er prydet af et stort, forgyldt kors, som bærer de fire evangelisters attributter, og i korsets midte lyser "Den gyldne Sol", symbolet på Opstandelsen.

Alterkorset var oprindelig anbragt på et fodstykke, der viste et brudstykke af en ringmur. Igennem muren førte nogle porte, hvilket kan symbolisere, at det er gennem Jesu kors, vejen fører til Gud.

På fodstykket stod et citat fra Paulus' 1. Korintherbrev: "Korsets Ord - en Guds Kraft".

Fodstykket blev imidlertid fjernet i 1981, således at alterkorset nu står direkte på alteret. Alterkorset og smedejernsskranken ved knæfaldet er ligesom dørbeslagene udført af smedemester Larsen og Søn, og ved begge korvægge er opsat gelændere som hjælp for dårligt gående.

Prædikestolen og stolestaderne er inspireret af renæssancen, og det samme er pulpiturerne. Rækværket foran sidepulpiturerne havde oprindelig samme højde som orgelpulpiturets rækværk, men allerede før kirkens indvielse blev der ytret ønske om at få de to rækværker gjort lavere. Dette skete dog først i 1951.

På prædikestolen læser man fra Peters Første Brev (kapitel 1, vers 25): "Herrens ord bliver evindelig, og det er det ord, som er forkyndt eder ved evangeliet." Og fra Johannes evangeliet (kapitel 1, vers 14): "Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi saa hans herlighed, fuld af naade og sandhed." Over prædikestolens lydhimmel hilser Kristus sin menighed med sejrsfanen.

Døbefonten er af granit og bærer Kristi monogram. Dåbsfad og kande, der som kirkens lysekroner og alterstager er gaver fra private, er udført i messing af billedhugger Larsen, København. På dåbskanden citeres verslinier af Grundtvig: "Døb, genfød dem, Herre from, dybt i Livets Kilde". Også skibets indgangsdør minder om dåben. Her læser man: "Herren bevare din Udgang og din Indgang". Ordene er hentet fra Davids Salme 121, vers 8 og lyder når der er dåb i kirken.

I 1968 fjernede man de nederste smalle bænke i selve kirkerummet og lagde et stykke af det til våbenhuset, som blev ændret til fordel for garderobe, dåbsværelse og toiletter med vaskekumme. Hovedskibets sydside kom således til at flugte med forkanten af orgelpulpituret. Ved samme lejlighed blev varmeanlægget fornyet.

Orglet

Som tilfældet var med tårn og tagrytter, kom også orglet til at volde svære kvaler. Hos orgelbygger Frobenius i København bestilte man i maj 1944 et sløjfeladeorgel med elektrisk funktion og 25 klingende stemmer. De nødvendige elektriske dele skulle skaffes fra en specialfabrik i Tyskland og var lovet færdige i løbet af foråret 1945. Skulle dette slå fejl, kunne firmaet benytte dele, man havde liggende til et lignende orgel, hvis bygning var udsat på ubestemt tid. Men den tyske fabrik nåede ikke sine leverancer før sammenbruddet, og først i 1947 fik orgelbyggeren rådighed over de elektriske dele, som var bestemt til andet arbejde.

For at kirken ikke skulle stå uden orgel ved indvielsen, blev rygpositivet leveret færdigopstillet til brug med et midlertidigt spillebord. Samtlige piber var indsat i selve hovedfacaden, således at orglet oplevet udefra så færdigt ud.

I januar 1948 kunne færdigbygningen af orglet endelig påbegyndes, og i oktober samme år, næsten tre år efter indvielsen, var det færdigopstillet i kirken.

Men besværlighederne var ikke forbi. Allerede i 1959 stod det klart, at orglet trængte til en hovedreparation, og i januar 1960 indgik menighedsrådet en aftale med orgelbyggerfirmaet Markussen og Søn i Åbenrå om en gennemgribende reparation over en fireårsperiode, hvor man fx fornyede alle piber.

Problemerne fortsatte imidlertid trods en ny hovedreparation, som blev færdiggjort januar 1984. Derfor iværksatte man i oktober 1993 en gennemgribende ombygning og modernisering, også foretaget af Markussen og Søn, og søndag 13. marts 1994 genindviede man det nyistandsatte orgel.

Set fra selve kirken synes orglet, der bærer Christian 10. monogram, ganske uforandret, idet den oprindelige facade og de tre orgelhuse blev bevaret. Men i orgelværket skete store fornyelser.

Et nyt spillebord blev installeret, og orgelhusene blev forsynet med ny vindlader, mens en del af piberne blev genanvendt. Instrumentet er på 26 stemmer, der som før er fordelt på tre manualer. Tidligere var orglet udstyret med elektropneumatisk tangentfunktion (traktur), men denne blev nu erstattet af en mekanisk, hvilket er at foretrække. Det gælder både praktisk, spilleteknisk og ikke mindst, hvad angår selve klangen.

Som noget helt nyt blev det renoverede instrument forsynet med de såkaldte sættekombinationer, hvilket betyder, at organisten ved at anvende en enkelt knap kan fremtrylle 256 forskellige klang- kombinationer, som forud er indkodet i systemet.

Kirkegården

Kirkegården blev indviet ved en højtidelighed 16. november 1927, og 23. december samme år fandt den første begravelse sted. Desværre eksisterer denne første grav ikke mere.

Kirkegården er anlagt omkring et system af primære gange, der deler det store anlæg op i overskuelige enheder. Den brede nord-sydgående midtergang er kirkegårdens hovedakse, hvori selve kirken indgår som det centrale. De primære gange er asfalterede og afgrænses af grusrabatter eller græsrabatter, mens de øvrige gange er grusbelagte.

Kirkegårdens levende hegn mod vest og øst er ret tæt beplantet og består blandt andet af eg, hassel, syren, ahorn og guldregn. Mod øst langs Gammelgårdsvej afgrænses kirkegården af klippede hække, der indgår i et fint samspil med de levende hegn i de tilgrænsende villahaver.

I 1939 købte menighedsrådet påny jord til en påtænkt senere udvidelse af kirkegården, denne gang nord for C.A. Thyregodsvej. Indtil videre er stykket udlagt som kolonihaver. Den stedse oftere anvendte urnebegravelse har foreløbig overflødiggjort enhver tanke om udvidelse.

Urnegravene ser man især i den store rotunde lige nord for kirken, og spredt over kirkegården findes en del fællesgrave. Fælles urnegrave med navneplader ses lige syd for sognegården, og fælles kistegrave findes blandt andet i kirkegårdens nordvestlige hjørne ud mod C.A. Thyregodsvej. Vest for den store midtergang, 50 meter fra nordindgangen, ligger fællesgravanlægget for urnegrave uden markering af de enkelte grave.

I slutningen af 1970'rne forhandlede man med menighedsrådet i det ny Gellerup sogn, som ønskede kirkegårdsfællesskab med Åby sogn. Man havde i Åbyhøj intet mod at overlade brugsretten til en del af den ubenyttede kirkegårdsjord til Gellerup, men ønskede, at det ny sogn selv skulle administrere anvendelsen af stykket. Det satte kirkeministeriet sig imidlertid imod, og planerne blev opgivet.

Kirkegårdens nordlige del blev sidst taget i brug, hvorfor den har en mere åben karakter. Her ved C.A. Thyregodsvej ligger kirkegårdens materielgård, som blev opført i gule sten i 1971-72. Den skabte tidssvarende forhold for opbevaring af redskaber og maskiner, og foruden kontor til kirkegårdsgartneren rummer selve huset også frokoststue og omklædningsfaciliteter for personalet.

Fra En kirke og dens historie af Holger E. Laursen.