Du er her: 

Kristendom fra grunden

Per Callesen: Holding on to myself

Et kursus i kristendom i Åby Sognegård

Vil du blive klogere på tro, kærlighed, liv og død i et kristent perspektiv?

Kristendom fra grunden
Savner du kvalificeret sprog om kristendom? Har du lyst til at få mere ud af at gå i kirke og/eller få inspiration til fordybelse og trosliv?
Kurset strækker sig over fem søndage i vinterhalvåret 2019/20. Vi begynder hver gang med at byde på en let frokost og tale sammen. Der er oplæg, samtale og praksis hver gang. Præster fra folkekirken i Aarhus Vest står på skift står for eftermiddagene.

Hvad er meningen?
Søndag 27. oktober kl. 12.30-15.00 i Åby Sognegård
Meningen med livet bliver vi ikke sådan færdige med, og måske er det netop meningen? Hvordan kan man forstå den kristne tro på Gud som skaber og medvandrer i tilværelsen? Og hvilken betydning har det for vores selvforståelse? Vores syn på andre? Vores ansvar for verden? Og vores idé om det gode liv?

Revolutionen i Kristus

Søndag 24. november kl. 12.30-15.00 i Åby Sognegård
Han blev født i en stald og hang ud med de forkerte. Jesus. Guds søn. Menneskesønnen. Befrieren. Frelseren. Kristus. En mand med mange betydninger, som har betydet meget for mange. Hvordan kunne han være Gud og menneske på samme tid? Og hvad betyder det for os, at vi tror på en Gud, som blev menneske?

Hvad er Bibelen?
Søndag 26. januar 12.30-15.00 i Åby Sognegård
Bibelen er verdens mest solgte bog og fyldt med kærestebreve, drømme, forudsigelser og fantastiske fortællinger om krig og kærlighed. Men hvad kan vi bruge den til? Hvorfor er der både et nyt og gammelt testamente? Hvornår og hvorfor blev den til? Hvordan finder man rundt i den? Hvordan finder man mening i den? Hvem skrev den, og er alting i den sandt?

Tro og konsekvens
Søndag 23. februar kl. 12.30-15.00 i Åby Sognegård
Alle mennesker tror på noget. På sig selv, på andre eller på Gud. Er det naivt eller nødvendigt at tro? Hvordan er forholdet mellem tro og viden? Tro og tvivl? Tro og ritualer? Og er troen en privatsag eller har den konsekvenser for, hvordan vi lever sammen med andre? Hvilken sammenhæng er der mellem tro og handling? Vi er allerede elskede. Er det så lige meget, hvad du gør?

Gudstjeneste forfra
Søndag 29. marts kl. 12.30-15.00 i Åby Sognegård
Det kan være svært at gå til gudstjeneste. Der foregår meget til en gudstjeneste, som er anderledes end det vi møder andre steder. Det kræver træning og måske også viden at finde ro i en gudstjeneste. Vi stiller skarpt på detaljerne og undersøger, hvorfor vi gør, som vi gør. Vi finder bønner, salmer, tekster, musik og ord, som siger os noget. Vi slutter med at holde gudstjeneste sammen.

Alle eftermiddagene foregår i Åby Sognegård på C.A. Thyregods Vej 47-49.
Man tilmelder sig hele forløbet samlet. Prisen på 200 kr. dækker forplejning og betales første gang.
Tilmelding senest 1. oktober 2019 til sognepræst Bente Madsen på bmad@km.dk eller tlf. 6127 1269.

Arrangør: Folkekirkerne i Aarhus Vest.

Del dette: