Ind- og udmeldelse

Hvordan man bliver medlem af folkekirken
Man kan kun være medlem af folkekirken, hvis man er døbt. En person, der bliver døbt i folkekirken, bliver samtidig medlem af den. Det gælder uanset om den, der bliver døbt, er et spædbarn, et større barn eller en voksen. Langt de fleste af folkekirkens medlemmer er blevet medlem ved at blive døbt i den. Det er imidlertid også muligt at blive medlem af folkekirken, hvis man er døbt i et andet kristent trossamfund.

Herom gælder følgende:

1.
En person, der er døbt i et andet evangelisk-luthersk trossamfund her i landet end folkekirken, kan blive medlem af folkekirken ved at slutte sig til en af folkekirkens menigheder. Man bliver registreret som medlem af folkekirken ved at henvende sig til den kirkebogsførende sognepræst i det sogn, hvor man bor. Præsten kan ikke afslå anmodningen om at blive registreret som medlem, hvis man kan dokumentere, at man er døbt i et andet evangelisk-luthersk trossamfund i Danmark.

2.
En person, der er døbt i et evangelisk-luthersk trossamfund i udlandet, bliver - uanset sit statsborgerskab - medlem af folkekirken ved at få bopæl i Danmark, medmindre man selv skriftligt meddeler, at man ikke vil være medlem.På den blanket, som bruges, når man skal anmelde sin indrejse til Danmark til folkeregistret, er der en rubrik, hvor man kan markere "ja" eller "nej" til medlemskab af folkekirken. Medlemskabet af folkekirken træder automatisk i kraft, hvis man ikke senest 6 måneder efter at være tilmeldt folkeregistret har meddelt til sognepræsten eller kirkekontoret i det sogn, hvor man bor, at man ikke vil være medlem. Hvis man på et senere tidspunkt meddeler, at man ikke ønsker at være medlem, bliver det betragtet som en udmeldelse. Hvis man ved flytningen til Danmark har meddelt, at man ikke ønsker at være medlem af folkekirken, kan man på et senere tidspunkt blive optaget som medlem ved at henvende sig til en præst i folkekirken.

3.
En person, der er døbt i et kristent trossamfund, som ikke er evangelisk-luthersk, kan blive optaget som medlem af folkekirken. Man kan kun blive optaget, hvis man bor i Danmark, men man behøver ikke være dansk statsborger. For at blive optaget skal man henvende sig til en præst i folkekirken.

4.
En person, som er udmeldt af folkekirken efter tidligere at have været medlem, kan blive genoptaget som medlem. For at blive genoptaget skal man henvende sig til en præst i folkekirken.

5.
For børn og unge under 18 år er det den person, som har forældremyndigheden, der træffer beslutningen om dåb eller indmeldelse i folkekirken. Dog skal en person, der er fyldt 15 år, selv give sit samtykke til dåb eller indmeldelse.

Udmeldelse af folkekirken
Et medlem af folkekirken kan melde sig ud. For børn og unge under 18 år er det den person, som har forældremyndigheden, der træffer beslutning om udmeldelse af folkekirken. En person, der er fyldt 15 år, skal dog selv give sit samtykke til at blive meldt ud.

Når man er meldt ud af folkekirken, har man ikke samme ret til kirkelig betjening som folkekirkens medlemmer. For at blive viet i folkekirken, skal mindst den ene være medlem af denne. Ligeledes kan man normalt kun blive begravet med bistand af en præst i folkekirken, hvis man er medlem af den. Ved de fleste kirkegårde er taksterne for gravsteder m.v. højere for personer, der ikke var medlemmer af folkekirken, end de er for medlemmer.

Når man ikke er medlem af folkekirken, skal man ikke betale kirkeskat. Hvis man ikke er medlem af folkekirken, og der alligevel på papirer fra skattevæsenet står, at man skal betale kirkeskat, skal man henvende sig til skattemyndighederne for at få fejlen rettet.

Man kan ikke være medlem af folkekirken og et andet trossamfund på samme tid. Hvis man slutter sig til et andet trossamfund, bliver man dog ikke automatisk registreret som udtrådt af folkekirken.

Udmeldelse kan ske ved skriftlig henvendelse til sognepræsten eller kirkekontoret i det sogn, hvor man bor. Udmeldelse kan også ske ved, at man personligt møder op hos sognepræsten eller på kirkekontoret. Når man meddeler, at man vil træde ud af folkekirken, skal man oplyse CPR-nummer samt hvor og hvornår man er døbt. En blanket kan fås på kirkekontoret. Som dokumentation for udmeldelse modtager man en ny dåbsattest, hvor udmeldelsen er anført. Hvis et medlem af folkekirken, som bor i udlandet, ønsker at melde sig ud, skal anmeldelsen sendes til sognepræsten eller kirkekontoret i det sogn i Danmark, hvor man boede, før man flyttede til udlandet. Fortryder man at man har meldt sig ud af folkekirken, kan man kontakte en præst i folkekirken og anmode om at blive genoptaget.